Faldgruber

Det, der hjælper mange neurodivergente personer hjælper ikke nødvendigvis PDA’ere. Nogle pædagogiske tilgange kan tværtimod skabe mere stress, modstand og overbelastning i nervesystemet. Når vi forstår, hvad der aktiverer nervesystemet, bliver det lettere at skabe støtte, der faktisk føles tryg og hjælpsom.

Hvad hjælper for det meste ikke

Nogle tilgange, der ofte bruges i pædagogik, kan opleves som pres for PDA’ere og øge belastning, i stedet for at hjælpe. Det gælder især metoder, der tydeliggør krav, styring eller forventninger.

Det kan fx være direkte ordrer, skrapt toneleje, belønningssystemer, ros med forventning, pres, faste regler, timeouts, vedholdenhed, eksponering, begrænsede valgmuligheder eller visuelle systemer, der understreger krav. Samtidig er PDA’ere forskellige, og nogle kan have gavn af enkelte af disse tilgange, når de anvendes fleksibelt og på en måde, der understøtter autonomi.

Meget autismepædagogik kan virke triggende og udfordrende for PDA’ere. Derfor er det særligt vigtigt at udbrede kendskabet til PDA-specifikke tilgange.

Mange omsorgspersoner til PDA-børn, vil ofte opleve velmenende råd eller formaninger fra andre. Derfor ønsker vi her at tydeliggøre tilgange, der ofte foreslås, men som sjældent gavner, samt hvorfor. Som voksen PDA’er kan det være gavnligt at kende disse, for ikke at opleve skyld eller skam, hvis man oplever aktivering ved oplevelse af disse.

Skrapt sprog og toneleje bruges af de fleste når deres eget nervesystem er udfordret og ubalancerede nervesystemer skaber for mange PDA’ere utryghed.

Direkte ordrer kan opleves som en diktering af krav.

Langtidsbelønninger, som fx belønningsskemaer stiller både krav til tålmodighed og langsigtede krav.

Direkte ros (specielt hvis det, der roses for, forventes at gentage sig) er en mere indirekte måde at tydeliggøre forventninger til barnets formåen.

At presse eller tvinge avler modpres.

Stramme regler og grænser udelukker barnets autonomi.

Timeouts stiller krav til en særlig handling som straf.

Vedholdenhed (fx tålmodig afventning) fastholder krav.

Eksponering stiller krav til at udfordre situationer der aktiverer nervesystemet uhensigtsmæssigt.

Valgmuligheder udelukker i nogle tilfælde løsninger der giver mening for barnet og begrænser handlemuligheder.

Piktogrammer og timetimer visualiserer krav.

Forberedelse og de 10 H’er kan for mange PDA’ere indebære mange delelementer der stresser og virker som krav og forventninger.