Hjælpsomme tilgange i forhold til PDA
Undgåelsesstrategier, sprogbrug, kommunikation og forebyggende udligning er alt sammen startegier som opleves inden for PDA. Små ændringer i måden vi taler, forventer og samarbejder på, kan mindske belastning og skabe mere tryghed.
Genkendelse af undgåelsesstrategier
Det kan være givtigt at kende til undgåelsesstrategier hos PDA’ere, da de ofte er tidlige tegn på pres. Ved at genkende dem kan man justere, skifte kurs eller bakke, før reaktionerne bliver mere intense.
Undgåelsesstrategier kan komme til udtryk på mange måder, fx gennem humor, udsættelse, tilbagetrækning eller skift i adfærd. Opmærksomhed på disse signaler gør det lettere at tilpasse og forebygge.
Hvad er undgåelsesstrategier og hvordan viser de sig?
PDA’ere undgår ofte krav og forventninger som en angstbaseret selvbeskyttelse og ikke som bevidst trods. Det, der kan ligne modstand, er ofte et tegn på overbelastning eller tab af autonomi. Undgåelsesadfærd handler ikke om opdragelse eller personlighed, men om en neurologisk respons. Det kan komme til udtryk som tavshed, overspringshandlinger, humor, vrede eller tilbagetrækning.
Det er vigtigt at kunne genkende tidlige tegn på pres, både som PDA’er og i relationer omkring. Det giver mulighed for at reagere før belastningen eskalerer, hvor adgangen til tænkning og samarbejde bliver begrænset. Forebyggelse og afstemning er centralt i støtten.
Sprogbrug
Sprog og kommunikation har stor betydning i mødet med PDA’ere. I pressede situationer vil få ord, ro og nonverbal kommunikation ofte være mere hjælpsomt end dialog.
Et mere indirekte og roligt sprog kan mindske pres, men det er vigtigt, at intentionen er tydelig og ærlig. Skjulte krav kan opleves mere belastende end klare.
Humor og timing
Humor kan skabe tryghed og lette stemningen, men kun når nervesystemet er modtageligt for det. Når en PDA’er er højt aktiveret, vil humor sjældent støtte og kan i stedet øge belastningen. I de situationer er stilhed eller få, rolige ord ofte mere hjælpsomt end dialog.
Kommunikationsformer
Nonverbal kommunikation kan have stor effekt, fx at række en genstand frem i stedet for at tale om den. Tekstbaseret kommunikation som sms, beskeder eller små sedler kan mindske krav om øjenkontakt og verbal respons og dermed gøre det lettere at tage imod.
Sprog og intention
Et mere indirekte sprog (deklarativt sprogbrug) kan for nogle opleves som mindre påtrængende og mere trygt. Det afgørende er, at intentionen er tydelig og oprigtig. PDA’ere opfanger uoverensstemmelser mellem sprog og intention, og skjulte krav kan opleves mere belastende end klart sprog.
Forebyggende udligning
Forebyggende udligning handler om at skabe balance, så behovet for autonomi løbende bliver mødt. Når der er plads til indflydelse og selvbestemmelse, bliver det lettere at håndtere situationer med krav.
Det kan handle om at give styring, fleksibilitet og mulighed for at udtrykke sig frit. En oplevelse af balance kan mindske pres og gøre reaktioner mindre intense.
For PDA’ere i alle aldre handler forebyggende udligning om at skabe balance i relationer og situationer, så man på forhånd har en oplevelse af indflydelse. Det betyder, at der er plads til ikke altid at skulle styre eller have alt kontrol, fordi autonomi allerede er tilgodeset.
Hvordan kan forebyggende udligning se ud?
For børn og unge kan det fx være at tabe et spil med vilje, lade dem bestemme tempoet i en aktivitet eller give dem styring over dele af hverdagen eller sociale arrangementer. For unge og voksne PDA’ere kan det handle om at udtrykke sig ærligt, sætte grænser eller dele tanker på måder, der giver en oplevelse af kontrol og selvbestemmelse uden at skabe konflikt.
Det væsentlige er at opbygge en grundlæggende balance, som gør det lettere at håndtere situationer, hvor krav og forventninger ellers kan føles overvældende.
Hvilke personlige værktøjer kan være gavnlige ved PDA?
At leve med PDA handler ofte om at lære sit eget nervesystem at kende og finde måder at navigere i hverdagen uden konstant overbelastning.