Bestyrelsen

Herunder kan du møde medlemmerne af PDA foreningen Danmarks bestyrelse.

Mette Munch

Forperson

Jeg brænder for PDA fordi både min søn og jeg er PDA’ere og autister, og det har været livsændrende at få den indsigt.

Jeg brænder også for PDA og neurodivergens fordi det er min særinteresse, og jeg har i flere år har delt om PDA på min Instagram. Her hører jeg dagligt fra mennesker og familier der tydeligt beskriver hvor stort et behov der er for viden og støtte.

 Jeg håber at vi med den her forening kan skabe et blødt sted at lande for PDA-familier. Det ville have gjort en stor forskel i vores familie, hvis vi havde kendt til PDA noget før, og hvis vi havde haft nogen at spejle os i.

E-mail: mail@pdaforeningen.dk

Mette Yaghoubi

Kasserer

Jeg hedder Mette og er mor til en pige på 8 år. Min datter er autist og PDA’er og jeg er selv sen-diagnosticeret autist. 

De første år af vores liv som familie var hårde og det var tydeligt at vores datter var i mistrivsel og havde brug for noget andet end de fleste andre børn.

For et par år siden, faldt jeg for første gang over begrebet PDA, og jo mere min mand og jeg lærte, jo mere kunne vi genkende fra vores datter.

Jeg har meldt mig til bestyrelsen for at hjælpe med at udbrede viden om PDA, især så andre PDA-familier kan få en bedre start på familielivet, end vi selv har haft. Derudover håber jeg, at PDA foreningen kan være med til at give PDA-familier et netværk med andre familier.

E-mail: kasserer@pdaforeningen.dk

Marie Moesgaard

Næstforperson

Jeg er terapeut og underviser, og beskæftiger mig både i mit professionelle og private liv med at udbrede viden om – og nørde i neurodivergens, stress og traumer.

PDA er min kæmpe særinteresse, og siden jeg lærte PDA-profilen at kende for fire år siden, har jeg forstået at PDA også er det, der samler mit eget familie-puslespil. Jeg er selv sendiagnosticeret ADHD’er, og har fire børn i alderen 11-27, hvoraf (mindst) 3 er neurodivergente. To med diagnoserne ADHD + Autisme, og én med ‘bare’ ADHD. Både mine børn og jeg er PDA’ere, hvilket måske for nogen vil være kontroversielt at claime, når man ikke er diagnosticeret autist (i Danmark er PDA en profil der tilhører autismespektret). Men det er dybt meningsfuldt for mig at se hvordan autonomi og frihed er livsnødvendigt for os, og hvordan perioder med burnout, stress, angst og depressioner i vores familie, har været PDA-relateret. Så det er altså sådan, jeg ser det. 

Jeg brænder inderligt for at PDA-familier skal behandles med samme omsorg og forståelse (I wish!) som andre former for neurodivergens, og arbejder for at PDA-familier kan komme til at få kendskab til – og øje for PDA-vejene til livslang trivsel.

Mette Marie Kronborg Skjødt

Betyrelsesmedlem, ansvalig for IT

Jeg hedder Mette Marie og er mor til to børn med autisme og ADHD, den ene er også PDA’er. Derudover har jeg selv ADHD. Jeg har altid brændt for foreningsarbejde og frivilligt arbejde – især aktiviteter som kan gøre en forskel for børn og unge.

Da jeg første gang stødte på PDA, havde vi som familie været igennem nogle meget svære år, med et barn i voldsom mistrivsel, skolevægring og isolation. At få kendskab til PDA og PDA-tilgang var et vendepunkt for hele familien. Derfor synes jeg det er så vigtigt, at den viden bliver udbredt i Danmark – ikke mindst hos de fagfolk, som skal hjælpe familier som vores.   

E-mail: web@pdaforeningen.dk

Emelli Justesen

Bestyrelsesmedlem

Jeg er alenemor til en teenager med autisme, ADHD, PDA og en svær sanseprofil. BUC har erkendt, at han er PDA’er, men kan kun fejldiagnosticere med ODD, da PDA ikke figurerer i diagnosesystemet. 

Selv er jeg sendiagnosticeret med ADHD. 

Jeg er med i bestyrelsen fordi jeg brænder for at udbrede PDA forståelse.

På grund af endnu manglende anerkendelse af PDA, tror jeg på at mange PDA-familier oplever fx skyld og skam i forældreskabet, langvarig skolevægring og isolation. 

Med forståelse tror jeg på, at vi kan skabe forandringer, der kan gavne både PDA’ere, PDA-familier, systemet og samfundet.

Sammen er vi stærkest.