Hvad er PDA?

PDA står for Pathological Demand Avoidance, men omtales uden for psykiatrien også som fx Pervasive Drive for Autonomy (gennemgribende behov for autonomi), en betegnelse der peger på den bagvedliggende årsag til adfærden. 

At bruge “Pathological Demand Avoidance”, eller -oversat til dansk: “Ekstrem Kravundgåelse”- indikerer at det kun handler om ‘Demands’ / ‘Krav’. Dette dækker dog langt fra profilens kompleksitet. 

PDA og diagnose

Der er nuanceforskelle i, hvordan PDA beskrives verden over. I Danmark bruges det som en profil, altså ikke en diagnose, indenfor autismespektret, og ordene ‘Autisme med Ekstrem Kravundgående Adfærd’ vil ofte kunne findes i faglige beskrivelser af personen.

Selvom PDA-profilen pt. betragtes primært som en tillægsprofil til autisme, ser vi i praksis PDA hos personer med diagnoserne ADHD, angst og/eller en kombination. Ligeledes ser vi også PDA hos ikke-diagnosticerede personer. At der er uoverensstemmelse mellem diagnoser og praksis, kan skyldes flere faktorer. Den mest oplagte er dog, at vi pt. oftest diagnosticerer autisme, hvis personen er i mistrivsel eller udviser betydelige tegn på forstyrrelse/lidelse. Da PDA’ere ofte er i stand til maskering i ekstrem grad, kan det ofte være svært at se dem leve op til de diagnostiske kriterier for en autismediagnose. 

PDA-profilen er endnu ikke officielt anerkendt i psykiatrien i Danmark, og er ikke på nuværende tidspunkt en del af dén diagnosemanual (ICD), vi anvender. Det betyder, at man som forælder, fagperson eller PDA’er kan opleve, at der mangler viden og forståelse for profilen. Det betyder også, at man kan opleve at det bliver en subjektiv vurdering om psykiateren ‘tror på det’ eller ej, og om man får det skrevet ind i den psykiatriske udrednings-rapport. 

Forskellige forståelser af PDA

Der er både på verdensplan og i Danmark flere hypoteser om, hvad årsagen til PDA er. Den ene er, at PDA er en belastningsreaktion, der opstår i den tidlige barndom hos neurodivergente børn, på baggrund af især sensorisk overbelastning. Den anden er, at PDA er en medfødt neurotype, og dermed neurologisk betinget. Alt efter hvilken fagperson, bog eller psykologvirksomhed man er i kontakt med, kan man opleve, at de arbejder ud fra enten den ene, den anden eller begge forståelser. Det kan derfor være nyttigt at have dette i mente, når man modtager råd og vejledning.

Gennemgribende behov for autonomi

PDA’ere har et gennemgribende og for det meste altoverskyggende behov for autonomi, og ved oplevelsen af ulighed, hierarki, uretfærdighed og generelt mangel på autonomi og selvbestemmelse, aktiveres de særligt hurtigt i det sympatiske nervesystem (kamp, flugt, frys og kryb). Mange PDA’ere oplever derfor stress og angst, særligt i situationer hvor autonomien opleves truet. En PDA’ers adfærd ligner dog ikke nødvendigvis det, vi traditionelt forbinder med stress eller angst, og bliver derfor ofte fejltolket.

For mange PDA’ere hænger autonomi og ligeværd tæt sammen. Oplevelsen af styring, kontrol eller ulige magtforhold kan være lige så belastende som konkrete krav.

Mere end krav

Selvom PDA ofte forbindes med kravundgåelse, handler det ikke kun om krav i traditionel forstand. For mange PDA’ere kan oplevelsen af manglende autonomi opstå både i mødet med konkrete krav, men også i situationer præget af forventninger, sociale positioner, tempo, struktur eller andres definition af, hvad der er rimeligt.

Ligesom mennesker generelt ikke er ens, er heller ingen PDA’ere ens. Der findes derfor ikke ét sæt tilgange, der passer til alle PDA’ere. Dog vil autonomistøttende samvær altid være en del af vejen til trivsel, ligesom forståelse, viden, relationer og nysgerrighed altid vil være det bedste udgangspunkt.