Hjernen og nervesystemets responser
For at forstå PDA kan det være hjælpsomt at vide lidt om, hvordan hjernen og nervesystemet reagerer på stress og oplevet pres.
Forrest i hjernen ligger den præfrontale cortex, som er en del af frontallapperne. Den er vigtig for vores evne til at planlægge, tænke fleksibelt, regulere impulser, træffe gennemtænkte beslutninger og vurdere konsekvenser. Dette område udvikles gradvist gennem barndom og ungdom og modnes typisk først helt i starten til midten af 20’erne. Det betyder, at evnen til selvregulering og overblik stadig er under udvikling hos børn og unge.
Dybere i hjernen findes blandt andet amygdala, som indgår i det limbiske system. Amygdala spiller en central rolle i at opdage og reagere på noget, der kan være truende eller følelsesmæssigt vigtigt. Den fungerer som en slags alarmsystem. Hvis noget opleves som en trussel, fysisk eller socialt, kan amygdala bidrage til at aktivere kroppens stressrespons.
Når stressresponsen aktiveres, sættes det sympatiske nervesystem i gang. Kroppen forberedes på handling: puls og muskelspænding stiger, opmærksomheden snævres ind, og adfærden kan bevæge sig i retning af kamp, flugt, frys eller kryb. Denne reaktion sker automatisk og langt hurtigere end aktiviteten i præfrontal cortex, dvs. Langt hurtigere end ‘tankerne kan nå at følge med’.
Stress og den præfrontale cortex
Under høj stress ændres samarbejdet mellem hjernens områder. De systemer, der håndterer overlevelse og hurtig reaktion, får større vægt, mens de præfrontale områder, der står for refleksion, fleksibilitet og problemløsning, midlertidigt fungerer mindre effektivt. Det betyder, at det kan blive svært at lytte til forklaringer, tænke nuanceret eller finde kompromiser i situationen, ikke fordi man ikke vil, men fordi hjernen midlertidigt prioriterer sikkerhed frem for refleksion.
PDA og oplevelsen af trussel
I forhold til PDA findes der endnu ikke entydig neurobiologisk dokumentation for en specifik hjerneafvigelse. Man kan derfor ikke videnskabeligt fastslå, at fx amygdala generelt er “overfølsom”.
Det, alle der beskæftiger sig med PDA dog er enige om er, at PDA-personer ofte reagerer meget hurtigt og intenst i situationer, der opleves som krav, kontroltab eller fratagelse af autonomi. Dette vil også være små ting, som andre måske slet ikke bemærker eller fornemmer, der kompromitterer personens frihed, kontrol eller ligeværd. Også indenfor en faglig forståelsesramme vil det altså være rigtigt at sige, at en PDA-hjerne tolker krav, kontroltab og fratagelse af autonomi som trusselslignende, hvilket aktiverer stressresponsen. Når det sker, er reaktionen i høj grad automatisk og ikke et bevidst valg.
Når stressresponsen tager over
Når en person befinder sig i en stærkt aktiveret stressrespons, vil adfærden i høj grad være påvirket af automatiske regulerings- og overlevelsessystemer snarere end bevidste, viljestyrede beslutningsprocesser. Således kan man sige, at ‘adgangen til de rationelle dele af hjernen er midlertidigt lukket’. Det betyder, at det i disse situationer ikke hjælper at forklare, diskutere eller forsøge at tale personen ud af sin respons. Reaktionen er ikke et valg, det er en ufrivillig, angstbaseret beskyttelsesmekanisme.
At være dysreguleret: Regulering (eller selvregulering) handler om evnen til at:
- Tilpasse sine følelsesmæssige reaktioner til konteksten
- Bevare adgang til refleksion og fleksibel tænkning
- Kunne justere sin adfærd i den givne situation
En persons nervesystem har de bedste betingelser for at være reguleret, når vedkommende er tryg i sin krop, omgivelser og omstændigheder.
Oplever man deriomod trusselslignende omstændigheder, bliver al fokus rettet mod overlevelse. Når stressresponsen bliver meget kraftigt aktiveret, kan personen blive dysreguleret. Det betyder, at nervesystemet midlertidigt er ude af balance, og at adgangen til refleksion og fleksibel tænkning er nedsat.
Ved dysregulering vælger nervesystemet enten ‘High-Zone’ respons, eller ‘Low-Zone’-respons.
Hight-Zone er et aktivt forsvar hvor personen gør noget aktivt med kroppen for at komme ud af den truende situation, og omfatter reaktionerne ‘Kamp / Flugt’
Kamp: Kan fremstå som vrede, modstand eller “dårlig opførsel”, men kan også være aktiv verbal kamp eller råb om hjælp. Også non-verbal grænsesætning som at slå, nive, bide, sparke, spytte, etc, hører ind under denne stressrespons.
Flugt: Kan fremstå som reel ‘flugt’, dvs personen løber væk eller gemmer sig, gemmer hovedet eller lukker sig inde i et rum. Det kan også være den lidt mere abstrakte ‘virkelighedsflugt’, hvor man trækker sig ind i sig selv / dissocierer, eller glider ind i en fantasirolle eller lignende.
Low Zone er et mere passivt forsvar, hvor personen lukker ned og forsøger at ‘blive usynlig’ for at komme ud af den truende situation. Low Zone omfatter reaktionerne ‘Frys / Kryb’.
Frys: kan se ud som passivitet, depressiv adfærd, fastlåsthed og nedlukket i krop, følelser og kognition.
Kryb: Er den ekstremt pleasende adfærd, hvor man nærmest underkaster sig og samarbejder, også selvom det indeni føles meget ubehageligt og grænseoverskridende.
Fælles for ‘Low Zone’-responserne er, at det kan være meget svært for omgivelserne at opdage og forstå, at personen er dysreguleret. Derfor vil personer, der reagerer med ‘frys’ eller ‘kryb’ ofte blive betragtet som måske stille og introverte / generte, men samarbejdsvillige og ‘godt-fungerende’. Dette er naturligvis en misopfattelse, og kan have alvorlige konsekvenser for personen selv.
PDA’ere reagerer ofte med én primær strategi, men det er normalt at kroppen vælger den reaktion den mener er mest sikker, afhængigt af situation og belastning.
Når vi forstår, at disse reaktioner er beskyttelse og ikke trods eller manipulation, kan vi støtte bedre, og undgå misforståelser, konflikter og unødvendig skam, uanset alder og rolle.
PDA'ere har også mange styrker!
PDA handler ikke kun om belastning og reaktioner, men også om ressourcer, personlighed og måder at være i verden på. Styrker og sårbarheder eksisterer side om side, og trivsel hænger tæt sammen med autonomi og oplevelsen af ligeværd.