Svingende kravkapacitet
PDA’ere oplever ofte, at kroppen og nervesystemet opsamler stress og reaktioner over tid. Uden hensigtsmæssige mestringsstrategier, kan det føre til udbrændthed og mistrivsel, hvilket ofte er, hvordan PDA først opdages.
Denne opsamling sker både på et overordnet trivselsniveau og i konkrete dagligdagssituationer. Reaktioner kan virke pludselige, men de er typisk opbygget over tid. At forstå dette opsamlende perspektiv hjælper os til at vi ikke opfatter reaktionerne som overreaktioner.
PDA’ere har typisk et meget svingende funktionsniveau og varierende kravkapacitet. Det er vigtigt ikke at forvente, at det man kunne i går eller for en måned siden, også kan lade sig gøre i dag. Vær opmærksom på, hvad der fylder, og om der opstår uhensigtsmæssige mestringsstrategier, så stress og belastning håndteres bedst muligt.
Udbrændthed
Det er ikke usædvanligt, at PDA’ere oplever udbrændthed i løbet af livet. For børn og unge kan det vise sig som markant skolefravær, hvor op mod 70 % oplever helt eller delvist fravær. For voksne kan det komme til udtryk i arbejdsliv, relationer eller hverdagsfunktioner.
Krav og forventninger skal tilpasses løbende
Uanset alder er det vigtigt, at både personen selv og omgivelserne er opmærksomme på tegn på udbrændthed og tab af færdigheder. Det kræver løbende justering af krav, forventninger og miljø i takt med den aktuelle kapacitet.
Restitution kan tage lang tid
PDA’ere har ofte brug for længere tid til at komme sig efter udbrændthed, og nogle oplever tilbagevendende perioder. Tilbagefald er dog sjældent lige så voldsomme som første gang, muligvis fordi signaler genkendes tidligere. At komme sig kan tage mange år, selv når indsatsen er optimal.
Udligning
Udligning er en måde, hvor nervesystemet forsøger at genfinde balance, når der opstår pres på autonomi, oplevet ulighed, krav eller indtryk. Det kan ske både i øjeblikket og som en reaktion på det, der har samlet sig over tid.