PDA’erens mange styrker
PDA dækker ikke alene over belastning, atypisk angst og det, der udefra kan fremstå som uhensigtsmæssig adfærd. PDA’ere er, som alle andre, mere end deres begrænsninger. Styrker og sårbarheder eksisterer side om side.
Styrker er også en del af PDA
Med PDA følger ofte stærke personligheder. Mange er kreativt stærke, har en levende fantasi og tænker utraditionelt. De kan se løsninger fra nye vinkler og finde veje, som andre ikke får øje på. Tænkningen er ofte uafhængig, med mod til at stille spørgsmål ved normer og gå imod strømmen, når noget ikke giver mening.
Der er ofte en stærk integritet og en tydelig indre værdimålestok. Retfærdighed fylder meget og kan vise sig i evnen til at argumentere klart, gennemskue logiske brister og stå ved egne perspektiver. Motivation udspringer ofte af ægthed og gensidig respekt, ikke af ydre krav.
Selvstændighed og behovet for autonomi er centralt. Trivsel hænger tæt sammen med at have reel indflydelse på eget liv. Når presset falder, og autonomien er intakt, opstår initiativ indefra.
Følelser mærkes ofte dybt og der kan være en høj opmærksomhed på stemninger og relationelle dynamikker. Mange har en stærk empati og reagerer tydeligt på andres trivsel. Der kan være et varmt engagement i relationer, loyalitet og et ønske om gensidig respekt og ligeværd.
Kommunikation er ofte direkte og ærlig i trygge relationer. Mange foretrækker gennemsigtighed frem for skjulte dagsordener, hvilket kan skabe dybe og reelle forbindelser. Humor og sproglig kreativitet fylder også hos mange, med hurtig replik og leg med sprog og roller.
Interesser dyrkes ofte med stor fordybelse. Der kan opbygges omfattende viden på udvalgte områder, og engagementet drives af indre motivation. Når noget opleves meningsfuldt, kan der være høj vedholdenhed og intens fokus.
Hvordan trivsel kan komme til udtryk
Trivsel hos PDA’ere kan ikke forstås ud fra, hvordan den burde se ud, men må forstås ud fra, hvordan den faktisk opleves og kommer til udtryk.
Når der er trivsel, ses det ofte som mere ro i kroppen, mere energi og mere initiativ. Der kan være mindre modstand, større fleksibilitet og mere glæde, fordi nervesystemet ikke bruger al energi på at beskytte sig.
Reaktioner forsvinder ikke nødvendigvis, men de kan bliver ofte færre, mildere og kortere. Trivsel kan også vise sig som bedre kommunikation, større evne til at mærke egne behov, mere nysgerrighed og mere humor. Nogle gange ses det som øget evne til at være alene eller fordybe sig i egne aktiviteter.
Noget af det, der ofte misforstås udefra, er, at trivsel tolkes som tegn på, at man kan presses mere. At se glad ud eller vise lyst er ikke det samme som at have kapacitet. At sige nej roligt eller trække sig tilbage kan være udtryk for trivsel.
Udvikling følger kapaciteten
Udvikling følger ikke en fast eller lineær vej. Den opstår, når kapaciteten er til stede. Kapacitet skal følges, ikke presses. Når der er trivsel og kapacitet, handler det om at skabe rammer med reel indflydelse på, om og hvordan man deltager.
I perioder med balance, tryghed og trivsel træder autenticiteten tydeligere frem. I andre perioder kan det hele være skjult bag overlevelse, udmattelse og kravstress. Styrkerne forsvinder ikke, men kan få plads, når omgivelser og nervesystem tillader det.
Fremtiden
Mange bliver bekymrede for fremtiden, når de står i massiv belastning, eller er tæt på en, der gør. Når reaktionerne er voldsomme, kan det føles uoverskueligt og uden retning.
Men adfærd i belastning siger ikke noget sikkert om, hvem man er, eller hvem man bliver. Det siger noget om, hvordan man har det lige nu. At miste fodfæstet er et tegn på behov for støtte, ikke et varsel om fremtiden.
Reaktioner er ikke udtryk for personlighed eller værdier. De er udtryk for et nervesystem i overbelastning. Det er ikke et valg.
Det, der ses i mistrivsel, er ikke hele mennesket. Når belastningen falder, bliver der igen adgang til flere sider af sig selv.
Et godt liv er muligt. Når der er plads til autonomi, tilpasning og ligeværd, kan trivsel vokse. Et godt liv behøver ikke ligne andres for at være meningsfuldt.
PDA i praksis
Vil du gerne vide mere om hvilke typer krav der påvirker PDA’ere, og hvordan man kan skelne mellem almindelig kravundgåelse og PDA?