Jeg bruger nogle gange udtrykket Persistent Drive for Autonomy eller på dansk, vedvarende behov for selvbestemmelse. Det betyder helt konkret for mig at jeg har muligheden for at udføre ting i mit eget tempo uden andres indblanding.

PDA for mig kommer til udtryk ved at jeg har enormt svært ved udtryk når folk beder mig om noget, men hvor der ligger en forventning bagved og ikke en forespørgsel.

“Gider du lige at”, “Hvis du gider”(!).

Der er nogle udtryk som direkte antænder min PDA. Og det, der virker som en enorm reaktion udefra, fx at jeg bliver vred, handler om at jeg fornemmer at min ret til egen bestemmelse bliver udfordret. Eller at nogen antager noget om mig og giver mig råd som de tror jeg har kapacitet til. Det fylder enormt meget og skaber nogle gnidninger i kommunikationen, især når den anden ikke forstår at de overtræder mine grænser.

At skulle gøre det fordi det er “nødvendigt”

Den store indre modstand opstår oftest, når jeg skal gøre noget som er vigtigt. Det er vigtigt at jeg ringer til lægen, at jeg får frisk luft, vaske mit hår, skrive et vigtigt brev eller indlæg. Så kommer der en form for stopklods. Det opleves invaliderende for mig.

Det sværeste ved PDA for mig er, at selvom jeg gerne vil noget, så kan det begynde at flytte sig over i at føles som et så stort krav, at det gør mig ude af stand til at udføre det. At jo mere jeg vil det, des sværere bliver det at udføre.

I ens relationer påvirker det også: Fx hvis nogen virkelig gerne vil se mig, kan det skabe et krav om at skulle være til stede. Selvom jeg kunne have lyst til det, så forsvinder glæden, når det skaber den type pres indeni én. Det kan være enormt sårbart og svært at tale åbent om, og det indebærer en risiko for at man ikke bliver forstået, eller den anden part føler sig afvist. 

Hvad jeg gør indtil videre for at komme min PDA i møde:

Jeg ved nu at jeg skal trække mig helt væk fra ideen om, at det skal gøres og lade mig selv være med det. Lægge fysisk og mental afstand til det. Og finde en måde at gøre det på, så det ikke føles som en nødvendighed, men noget der giver en form for glæde.

Det kan være irriterende at være bevidst om det, som om man skal snyde sin egen hjerne til at gøre det, så det bliver noget jeg gør fordi jeg har besluttet det. Ikke med en forventning ud fra bestemte normer eller “burde”.

Noget godt ved PDA, er at det er en måde min krop også forsøger at fortælle mig at jeg skal være obs på egne grænser. 

Jeg ved ikke om jeg har et godt råd til andre med PDA.

Det budskab jeg måske gerne vil give til sidst er, at det også er en stor styrke at kunne mærke og stå fast ved noget, som måske ikke giver mening for andre. Der er også brug for at man tænker anderledes og ikke accepterer pres udefra. Også selvom det virker ulogisk for dem, der ikke kender dig eller forstår det.